Selektiv mutisme

Hvad er selektiv mutisme?

Selek­tiv mutis­me (ofte også kal­det elek­tiv mutis­me) er en til­stand, hvor et barn, der som udgangs­punkt har evnen til at tale, und­la­der at tale i bestem­te soci­a­le situ­a­tio­ner. Det mest udbred­te er, at bar­net taler frit og natur­ligt der­hjem­me, men ikke taler i sko­len, insti­tu­tio­nen eller andre sam­men­hæn­ge uden for hjem­met. Nog­le børn taler hel­ler ikke, når der kom­mer gæster i hjemmet. 

Selektiv mutisme

Det er vig­tigt at for­stå, at bar­net ikke væl­ger ikke at tale for­di det er trod­sig. For man­ge børn ople­ves det sna­re­re som om, at orde­ne sim­pelt­hen ikke kom­mer ud, når de befin­der sig i bestem­te situ­a­tio­ner. Bar­net kan have et stærkt ønske om at sva­re eller del­ta­ge i sam­ta­len, men alli­ge­vel ople­ve, at det er meget svært eller umu­ligt at få stem­men frem. Det kan der­for være meget bela­sten­de for bar­net, sær­ligt hvis omgi­vel­ser­ne tol­ker tavs­he­den som genert­hed, trods eller mang­len­de lyst til at deltage.

Selek­tiv mutis­me kan kom­me til udtryk på for­skel­li­ge måder. Nog­le børn taler slet ikke i bestem­te situ­a­tio­ner, mens andre kun taler gan­ske lidt, meget lavt eller med enkel­te per­so­ner. Et barn kan eksem­pel­vis tale med én bestemt vok­sen i sko­len, men ikke med de øvri­ge lære­re eller børn. Nog­le børn kom­mu­ni­ke­rer i ste­det ved at nik­ke, ryste på hove­d­et, pege eller bru­ge mimik og kro­p­s­sprog. Det kan der­for være vig­tigt at se på bar­nets sam­le­de måde at kom­mu­ni­ke­re på og ikke kun på, om bar­net siger noget eller ej.

Det er vig­tigt at skel­ne selek­tiv mutis­me fra til­stan­de, hvor mang­len­de tale optræ­der som et symp­tom på en anden til­stand. Mutis­me kan eksem­pel­vis ses hos nog­le børn med autis­mespek­trum­for­styr­rel­se og kan i sjæld­ne­re til­fæl­de optræ­de i for­bin­del­se med psy­ki­ske lidel­ser som skizof­re­ni. Mang­len­de hørel­se, sprog­li­ge van­ske­lig­he­der eller andre for­hold, der kan påvir­ke bar­nets mulig­hed for at kom­mu­ni­ke­re, bør også udelukkes.

Det kan være van­ske­ligt at fin­de ud af, hvad der præ­cist lig­ger bag den mang­len­de tale. Hos man­ge børn hæn­ger selek­tiv mutis­me sam­men med angst, og omkring halv­de­len har også soci­al­fo­bi. Men­ne­sker, der selv har haft selek­tiv mutis­me, har blandt andet beskre­vet en stærk angst for at tale for­an andre, for at sige noget for­kert eller for at til­træk­ke sig opmærk­som­hed. For nog­le kan sel­ve for­vent­nin­gen om at skul­le sige noget være nok til, at ang­sten sti­ger, og stem­men forsvinder.

Selek­tiv mutis­me kan der­for let kom­me til at begræn­se bar­nets del­ta­gel­se i sko­le- og insti­tu­tions­li­vet. Bar­net kan eksem­pel­vis und­gå at ræk­ke hån­den op, sva­re lære­ren, bede om hjælp, lege med andre børn eller del­ta­ge i akti­vi­te­ter, hvor det for­ven­tes, at man taler. Nog­le børn bli­ver efter­hån­den meget dyg­ti­ge til at fin­de stra­te­gi­er, så de kan kla­re sig uden at tale. Det kan gøre det svæ­re­re for omgi­vel­ser­ne at opda­ge, hvor meget til­stan­den fak­tisk påvir­ker barnet.

Behandling af selektiv mutisme

Den psy­ko­lo­gi­ske behand­ling af selek­tiv mutis­me tager typisk udgangs­punkt i kog­ni­tiv adfærds­te­ra­pi. Et cen­tralt ele­ment er, at bar­net grad­vist og i et pas­sen­de tem­po får mulig­hed for at tale i de situ­a­tio­ner, hvor det i dag er svært. Man arbej­der blandt andet med at redu­ce­re und­gå­el­se og med grad­vist at øve de situ­a­tio­ner, som bar­net ople­ver som vanskelige.

Behand­lin­gen til­ret­te­læg­ges indi­vi­du­elt, for­di børn med selek­tiv mutis­me kan være meget for­skel­li­ge. For nog­le vil det være rele­vant først at ska­be tryg­hed sam­men med en bestemt vok­sen og der­ef­ter lang­somt udvi­de, hvem bar­net kan tale med. For andre kan man begyn­de med meget små trin, eksem­pel­vis at bru­ge stem­men i en situ­a­tion, hvor ang­sten kun er let for­hø­jet, og der­ef­ter grad­vist gøre situ­a­tio­ner­ne mere udfordrende.

Det er sam­ti­dig vig­tigt, at for­æl­dre, lære­re og andre voks­ne omkring bar­net får viden om selek­tiv mutis­me. Et barn hjæl­pes ikke ved at bli­ve pres­set til at tale, men hel­ler ikke ved at al tale und­gås eller bli­ver gjort til noget sær­ligt. Målet er at ska­be en ram­me, hvor bar­net ople­ver, at det kan være med, også når det er svært at tale, sam­ti­dig med at det grad­vist får erfa­rin­ger med, at det kan bru­ge sin stem­me i fle­re og fle­re situationer.

Med den ret­te hjælp kan man­ge børn med selek­tiv mutis­me få bety­de­ligt let­te­re ved at tale i de situ­a­tio­ner, der tid­li­ge­re har været vanskelige.