Hvad er selektiv mutisme?
Selektiv mutisme (ofte også kaldet elektiv mutisme) er en tilstand, hvor et barn, der som udgangspunkt har evnen til at tale, undlader at tale i bestemte sociale situationer. Det mest udbredte er, at barnet taler frit og naturligt derhjemme, men ikke taler i skolen, institutionen eller andre sammenhænge uden for hjemmet. Nogle børn taler heller ikke, når der kommer gæster i hjemmet.
Det er vigtigt at forstå, at barnet ikke vælger ikke at tale fordi det er trodsig. For mange børn opleves det snarere som om, at ordene simpelthen ikke kommer ud, når de befinder sig i bestemte situationer. Barnet kan have et stærkt ønske om at svare eller deltage i samtalen, men alligevel opleve, at det er meget svært eller umuligt at få stemmen frem. Det kan derfor være meget belastende for barnet, særligt hvis omgivelserne tolker tavsheden som generthed, trods eller manglende lyst til at deltage.
Selektiv mutisme kan komme til udtryk på forskellige måder. Nogle børn taler slet ikke i bestemte situationer, mens andre kun taler ganske lidt, meget lavt eller med enkelte personer. Et barn kan eksempelvis tale med én bestemt voksen i skolen, men ikke med de øvrige lærere eller børn. Nogle børn kommunikerer i stedet ved at nikke, ryste på hovedet, pege eller bruge mimik og kropssprog. Det kan derfor være vigtigt at se på barnets samlede måde at kommunikere på og ikke kun på, om barnet siger noget eller ej.
Det er vigtigt at skelne selektiv mutisme fra tilstande, hvor manglende tale optræder som et symptom på en anden tilstand. Mutisme kan eksempelvis ses hos nogle børn med autismespektrumforstyrrelse og kan i sjældnere tilfælde optræde i forbindelse med psykiske lidelser som skizofreni. Manglende hørelse, sproglige vanskeligheder eller andre forhold, der kan påvirke barnets mulighed for at kommunikere, bør også udelukkes.
Det kan være vanskeligt at finde ud af, hvad der præcist ligger bag den manglende tale. Hos mange børn hænger selektiv mutisme sammen med angst, og omkring halvdelen har også socialfobi. Mennesker, der selv har haft selektiv mutisme, har blandt andet beskrevet en stærk angst for at tale foran andre, for at sige noget forkert eller for at tiltrække sig opmærksomhed. For nogle kan selve forventningen om at skulle sige noget være nok til, at angsten stiger, og stemmen forsvinder.
Selektiv mutisme kan derfor let komme til at begrænse barnets deltagelse i skole- og institutionslivet. Barnet kan eksempelvis undgå at række hånden op, svare læreren, bede om hjælp, lege med andre børn eller deltage i aktiviteter, hvor det forventes, at man taler. Nogle børn bliver efterhånden meget dygtige til at finde strategier, så de kan klare sig uden at tale. Det kan gøre det sværere for omgivelserne at opdage, hvor meget tilstanden faktisk påvirker barnet.
Behandling af selektiv mutisme
Den psykologiske behandling af selektiv mutisme tager typisk udgangspunkt i kognitiv adfærdsterapi. Et centralt element er, at barnet gradvist og i et passende tempo får mulighed for at tale i de situationer, hvor det i dag er svært. Man arbejder blandt andet med at reducere undgåelse og med gradvist at øve de situationer, som barnet oplever som vanskelige.
Behandlingen tilrettelægges individuelt, fordi børn med selektiv mutisme kan være meget forskellige. For nogle vil det være relevant først at skabe tryghed sammen med en bestemt voksen og derefter langsomt udvide, hvem barnet kan tale med. For andre kan man begynde med meget små trin, eksempelvis at bruge stemmen i en situation, hvor angsten kun er let forhøjet, og derefter gradvist gøre situationerne mere udfordrende.
Det er samtidig vigtigt, at forældre, lærere og andre voksne omkring barnet får viden om selektiv mutisme. Et barn hjælpes ikke ved at blive presset til at tale, men heller ikke ved at al tale undgås eller bliver gjort til noget særligt. Målet er at skabe en ramme, hvor barnet oplever, at det kan være med, også når det er svært at tale, samtidig med at det gradvist får erfaringer med, at det kan bruge sin stemme i flere og flere situationer.
Med den rette hjælp kan mange børn med selektiv mutisme få betydeligt lettere ved at tale i de situationer, der tidligere har været vanskelige.