Hvad er panikangst?
Panikangst er kendetegnet ved tilbagevendende voldsomme angstanfald, som kommer pludseligt og ofte tilsyneladende uden varsel. Angsten ledsages af mange kropslige symptomer såsom
- hjertebanken
- sveden
- rysten
- åndedrætsbesvær
- kvælningsfornemmelse
- svimmelhed
- uvirkelighedsfornemmelse
Symptomerne topper oftest inden for få minutter og aftager herefter gradvist. Selvom et panikanfald kan føles voldsomt og meget skræmmende, er symptomerne i sig selv ikke farlige.
Mange personer med panikangst bliver bange for, hvad symptomerne betyder. Man kan eksempelvis frygte at få et hjerteanfald, besvime, miste kontrollen, blive sindssyg eller dø. Efter et eller flere panikanfald kan man derfor begynde at være meget opmærksom på kroppens signaler og bekymre sig om, hvornår det næste anfald kommer.
I starten kommer angstanfaldene ofte ud af det blå, men efterhånden kan bestemte situationer, steder eller kropslige fornemmelser blive forbundet med følelsen af fare. Man kan derfor begynde at undgå situationer, hvor man tidligere har oplevet et panikanfald, eller hvor man er bange for ikke at kunne få hjælp.
Panikangst og agorafobi
Mange mennesker med panikangst udvikler agorafobi. Agorafobi er angst for situationer, hvor man oplever, at det kan være vanskeligt at komme væk eller få hjælp, hvis man får det dårligt. Det kan eksempelvis være at færdes alene, tage offentlig transport, opholde sig i større menneskemængder, stå i kø eller være langt hjemmefra.
Agorafobi kan opstå i forlængelse af panikanfald, fordi man begynder at forbinde bestemte steder og situationer med risikoen for at få et panikanfald. Man kan derfor gradvist komme til at begrænse sit liv mere og mere for at undgå ubehagelige eller angstudløsende situationer. Agorafobi kan dog også forekomme uden panikangst.
Hvordan behandles panikangst og agorafobi?
Panikangst og agorafobi behandles effektivt med kognitiv adfærdsterapi. I behandlingen arbejder man blandt andet med de katastrofetanker og fortolkninger af kroppens signaler, som kan være med til at forstærke angsten. Man lærer samtidig at forstå og håndtere de kropslige angstsymptomer anderledes.
En vigtig del af behandlingen er gradvist at øve sig i de situationer, man er begyndt at undgå, så man får erfaring med, at angsten kan håndteres, og at de katastrofer, man frygter, ikke indtræffer. Ved panikangst kan man også arbejde med gradvist at kunne være med de kropslige fornemmelser, man er blevet bange for, uden at forsøge at kontrollere eller undgå dem. På den måde bliver målet ikke at sikre sig mod angst, men at genvinde friheden til at leve sit liv uden at være styret af frygten for det næste panikanfald.
Kontakt mig hvis du ønsker at komme i behandling for panikangst og/eller agorafobi eller ønsker at høre nærmere.

