Separationsangst er kendetegnet ved at barnet er angst for at være adskilt fra sine forældre eller andre primære omsorgspersoner. Separationsangst forekommer som en del af den normale udvikling hos børn i ca. 6 til 15 måneders alderen. Det viser sig f.eks. ved at barnet bliver utrygt og ked af det ved indkøringsperioder i vuggestuen eller når det skal passes af andre end forældrene. For de fleste børn forsvinder separationsangsten når de har vænnet sig til at være adskilt fra forældrene. Men for nogle børn fortsætter separationsangsten ud over det forventelige alderstrin og får en sværhedsgrad der påvirker barnets funktionsevne. Katastrofetankerne drejer sig ofte, men ikke altid, om en angst for at forældrene skal komme til skade eller dø mens barnet ikke er til stede.
Ofte medfører separationsangst at barnet får svært ved at tage i skole, hvorfor separationsangst tidligere nogle gange blev kaldt skolefobi. Men det er oftest ikke faktorer i skolen der gør at barnet ikke vil afsted, men derimod angsten for at være adskilt fra forældrene. Hvis barnet ikke vil i skole behøver det dog ikke at være grundet i separationsangst, men kan også skyldes f.eks. mobning eller socialfobi.
Ofte får barnet fx også svært ved at sove alene, svært ved at sove andre steder end hjemme og frygt for at være alene hjemme også om dagen. Hvis barnet er væk fra forældrene er der ofte sikkerhedsadfærd i form af opringninger, SMSer eller andet.
Barnet reagerer nogle gange ved at blive ked af det og stille, andre reagerer ved at råbe, slå eller græde. Nogle børn klager også over at de føler sig syge for at slippe for at komme i skole.